Romantikeren.dk bliver til Lovekind. Læs mere

Vold i et parforhold er ødelæggende

Opdateret af Lovekind den
Vold i parforhold

Ingen mennesker bør opleve vold, men vold i parforhold er særligt problematisk. I et forhold bør man nemlig kunne føle sig tryg, elsket og draget omsorg for. Noget som vold umuliggør, ligesom vold kan være decideret ødelæggende for både forholdet, den det går ud over og den øvrige familie. Særligt når der er børn involveret.

Vold i parforhold kaldes også for partnervold. Et andet ord for vold i parforholdet er også vold i intime relationer, fordi man sagtens kan opleve partnerlignende vold, selvom man ikke befinder sig i et decideret parforhold.

Læs også: 

Statistik over vold i parforhold

Statistik over vold i parforhold

Kilde

Både mænd og kvinder udsættes for vold i parforhold, men statistisk set er kvinder overrepræsenteret og i forhold til for eksempel psykisk vold udsættes 3 gange så mange kvinder som mænd for vold af denne type.

Tallene for fysisk vold i parforhold viser samme tendens, særligt når der kigges på andelen af anmeldte sager. Her er det dog vigtigt at have i baghovedet, at der må formodes at være et større mørketal. Det er nemlig langt fra alle episoder med partnervold der anmeldes.

Samtidig formodes det, at mænd er mindre tilbøjelige til at anmelde partneren for vold i parforholdet. Det skyldes, at det for mange mænd er et tabu.

En større undersøgelse foretaget af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd fra 2018 konkluderede, at 5 procent af kvinder og 2 procent af mænd har været udsat for mindst én form for partnervold i løbet af en periode på et år. Analysen byggede på anonyme besvarelser fra 20.000 tilfældigt udvalgte danskere mellem 16 og 64 år.

Undersøgelsen viste også, at risikoen for at blive udsat for partnervold falder med alderen, men at den omvendt stiger, hvis de økonomiske forhold er dårlige. Den konkluderede også, at der er større tilbøjelighed til at man udsættes for partnervold, hvis man tidligere har været i et forhold med lignende problemer.

Sidst men ikke mindst konkluderede den, at når mænd udsættes for vold i parforholdet er det oftere af psykisk karakter end fysisk.

Vold i parforhold deles grundlæggende op i 4 forskellige typer:

  • Den fysiske vold, som typisk foregår i form af skub, slag og spark.
  • Den psykiske vold som består af verbale overfald eller adfærdskontrol.
  • Den seksuelle vold, som drejer sig om for eksempel voldtægt, anden form for tvang eller blufærdighedskrænkelse.
  • Den økonomiske vold, hvor den udførende part rent økonomisk begrænser eller kuer modparten eller bevidst skader vedkommende økonomiske situation.

I mange tilfælde følges de forskellige former for vold ad, men man behøver ikke blive udsat for alle typer vold, før man kan karakterisere sit parforhold som voldeligt.

Tommelfingerreglen for, om man er udsat for vold eller ej, er spørgsmålet om hvorvidt situationen får dig til at føle dig ubehageligt tilpas, enten fysisk eller psykisk. Er det tilfældet er der stor sandsynlighed for, at du er udsat for vold i større eller mindre grad.

Psykisk vold i parforhold

Frustreret mand

Den mest almindelige form for vold i parforholdet er den psykiske vold: Den som er usynlig og som mange har svært ved at definere. For hvornår er der tale om psykisk vold?

Grundlæggende kan man sige, at der i et sundt forhold eller en sund relation aldrig vil være tvivl om, hvorvidt der finder en voldelig adfærd sted eller ej.

Er du i tvivl, om du bliver udsat for psykisk vold, er der således også stor sandsynlighed for, at det netop er tilfældet.

Psykisk vold kan være mindst lige så skadelig som den fysiske vold og i mange tilfælde vurderes den endda som værende mere ødelæggende. Det skyldes, at den psykiske vold ofte tager udgangspunkt i kritik af offerets personlighed og nedbryder vedkommendes tro på egne evner og værdi som menneske. Af samme årsag trådte en ny bestemmelse i Straffeloven i 2019 desuden i kraft. Den gør det muligt at straffe udøvere af psykisk vold med enten bøder og fængselsstraf.

Psykisk vold i parforholdet kan desuden være frontløber for senere fysisk vold og er således i sig selv et faresignal.

Eksempler på psykisk vold:

  • Nedladende kommentarer.
  • Kritik af partnerens person i andres påhør.
  • Manipulation og kontrollerende adfærd.
  • Opsatte regler for partneren – for eksempel i forhold til tøjvalg, spisevaner eller andre konkrete ting.
  • Tavshed eller ignorering af partneres tilstedeværelse.
  • Bevidst provokation med hensigten om at såre.

Den røde tråd i den psykiske vold i parforholdet er, at den typisk gør den udsatte part ængstelig, ked af det og får vedkommende til at miste troen på sit værd.

Læs også om manipulation i et forhold

Fysisk vold i parforhold

Kvinde skjuler sit ansigt

Den fysiske vold er ofte efterfølgeren til den psykiske vold. Den behøver dog ikke være det. Man kan derfor sagtens være udsat for psykisk vold i parforholdet uden også at mærke den fysiske vold – men er man udsat for fysisk vold, vil man statistisk set også typisk opleve andre typer vold.

Der findes flere grader af fysisk vold, og vold af denne type er mere end blot slag og spark. Fysisk vold kan også være indespærring eller fiksering mod vedkommendes vilje.

Eksempler på fysisk vold:

  • Greb i armen – uanset om det gør ondt eller blot er en markering.
  • Slag med hænder eller genstande.
  • Spark og skub.
  • Nap eller bid.
  • Rusk eller kast med genstande.
  • Kvælningsforsøg eller andre forsøg på at gøre partneren skade.

Den røde tråd i den fysiske vold i parforholdet er, at den typisk gør den udsatte part nervøs, bange og undvigende.

Bliver du udsat for vold i parforholdet?

Uanset hvordan du er som menneske og hvad du har gjort, skal du aldrig acceptere at blive udsat for vold i dit parforhold.

Vold er tegn på en usund relation og bliver du udsat for vold, er det vigtigt du ved, at det altid er den voldelige partners beslutning og handling der fører til volden. Det er således aldrig din egen skyld og er parforholdet præget af vold – eller kan du se tingene bærer i den forkerte retning – kan det sjældent lade sig gøre at rette op på.

Uanset hvor godt et menneske du er, hvor kærlig og forstående du er som partner, og hvor meget du eventuelt måtte være motiveret for at blive en anden end du er, vil volden ikke ophøre. Den har nemlig intet med dig at gøre. Problemet ligger hos din partner.

Vejen ud af et voldeligt forhold er derfor at forlade den, der gør dig ondt. Det kan dog føles uoverskueligt og umuligt, når man er nedbrudt, ulykkelig, bange og måske endda frygter for sig selv og eventuelle børn.

Sådan får du hjælp

Lev uden vold

Der er dog hjælp at hente, når du lever i et voldeligt parforhold. Også selvom du måske i første omgang slet ikke er klar til at forlade din partner, men blot har brug for en indledende snak eller et lyttende øre.

Kvinder og mænd kan få hjælp hos foreningen Lev uden vold, som har en døgnåben hotline. Mødrehjælpen tilbyder derudover rådgivning målrettet til voldsramte kvinder og familier med børn. Det kan du læse mere om her.

Er du mand og har du været udsat for vold i parforholdet kan du finde målrettet hjælp hos Mandecentret. Har du selv udøvet vold, og har du brug for hjælp til at ændre din adfærd, kan den findes hos Dialog mod Vold.

Tegn på vold i et parforhold

Er du pårørende og har du mistanke om, at en du holder af, bliver udsat for partnervold kan du henvende dig til de samme hjælpeorganisationer, som er nævnt ovenfor.

Her kan du fortælle om dine iagttagelser og få hjælp til, hvordan du på en hensigtsmæssig måde arbejder videre med din mistanke – herunder hvordan du bedst muligt kan hjælpe vedkommende, der er udsat for vold.

Typiske tegn på vold i parforhold er:

  • Pludselig opstået klodsethed eller unormalt mange uheld.
  • Markant ændret adfærd hos den, du mistænker at være udsat for vold. For eksempel isolation derhjemme.
  • Unaturlig tildækning af arme og ben i for eksempel varme omgivelser.
  • Oplevelsen af at partneren kontrollerer hvor vedkommende befinder sig og med hvem.
  • Konkrete udtalelser der gør dig urolig for vedkommendes sikkerhed og mentale sundhed.
  • Ændringer i personligheden. For eksempel fra viljestærk og modig til undskyldende og accepterende.

Er du i tvivl, vil det altid være bedre at handle en gang for meget end en gang for lidt. Spørg hellere ind til vedkommende end at lade være – og sørg for at gøre det fortroligt, så vedkommende er tryg i samtalen.

Få mere ud af livet sammenMasser af gode ideer, direkte i din inbox!

Følg os også på Facebook og Instagram

Andre læser også:

Ghosting
Hvad er ghosting?
Kvinde og mand sidder på gulvet, de føler deres parforhold er på prøve
Parforhold på prøve – hvad kan I gøre
Citater om utroskab
24 rammende citater om utroskab
Kvinde sidder i sofa, og græder over ulykkelig forelskelse
Ulykkelig forelskelse – Sådan kommer du videre
Mand i seng er utro
46% af alle danskere har været utro!
Skilsmisse og separation
Stor guide til skilsmisse og separation
Ulykkeligt par
Ulykkelig kærlighed – hvordan kan det håndteres
Hvordan bliver man skilt?
Hvordan bliver man skilt – trin for trin