Forelskelse er en dejlig ting. Maven kildrer og hovedet myldrer med fantasier og dejlige drømme om fremtiden. Er der tale om ulykkelig forelskelse, er tingene dog knapt så lyse. Selvom alle de gode tanker og den behagelige fornemmelse i kroppen er der, ledsages den nemlig også af noget andet:
Følelsen af utilstrækkelighed og ikke at være god nok – blandet med tristhed over alle de ting, der aldrig bliver til en realitet. Måske kombineret med en smule desperation over, hvad man skal stille op med sin ulykkelige forelskelse. Nogle gange kan man endda føle jalousi oveni.
Indhold
3 årsager til ulykkelig forelskelse
Alt i alt er en ulykkelig forelskelse en cocktail af modsatrettede følelser, men mest af alt skuffelse over det, der aldrig kommer til at være.
Selvom følelserne i forbindelse med en ulykkelig forelskelse er de samme, kan årsagerne være forskellige.
Du er forelsket i en, du ikke kan få
Følelser er svære at kontrollere og derfor kan vi nogle gange opleve at blive fascinerede over eller forelskede i et andet menneske – velvindende at der aldrig kan opstå et forhold. Det kan være du er forelsket på afstand i en, der ikke aner du eksisterer.
Det kan også være du er forelsket i en mand eller kvinde, der allerede er lykkeligt gift eller at du er ulykkelig forelsket i en kollega.
Forholdet sluttede hurtigt
Måske nåede din ulykkelige forelskelse og dig at tage de indledende skridt til et forhold. Du var i den syvende himmel og alt var godt – men af den ene eller anden grund, stoppede det hele før det rigtigt var begyndt.
Måske var der nogle omstændigheder, der gjorde at det ikke kunne blive jer. Det kan også være dine følelser ikke var gengældt. Måske ønskede din udkårne slet ikke et forhold, da det kom til stykket. Uanset hvad, endte det hele med ulykkelig kærlighed.
Læs også: Gode råd til ulykkelig kærlighed
Du fik en afvisning
En ulykkelig forelskelse kan også opstå, fordi du spillede med åbne kort og gjorde vedkommende du er forelsket i opmærksom på dine følelser, men blev afvist.
Uanset hvad der er årsagen til ulykkelig forelskelse hos dig, vil de grundlæggende følelser oftest være de samme. Derfor fylder tristheden og frustrationen en del.
Samtidig sidder du måske stadig med et lille håb, der fortsat giver næring til forelskelsen.
Hvordan slipper man af med en ulykkelig forelskelse?
Når man gerne vil af med en ulykkelig forelskelse er første skridt at kigge på, hvordan forelskelsen i det hele taget opstod. Vejen ind i forelskelsen kan nemlig i mange tilfælde også være vejen ud.
Blev du forelsket i din udkårne, da du mødte vedkommende i træningscenteret og puster synet af vedkommende til flammen, hver gang i ses? Så kan det være, du skal finde et andet træningscenter.
Arbejder din udkårne i dit sædvanlige supermarked? Så kan du overveje at handle et andet sted, til forelskelsen er forsvundet.
Med andre ord: Læg afstand til din udkårne.
Selvom du måske har lyst til at se vedkommende så meget som muligt, gør det ikke noget godt for en ulykkelig forelskelse og så længe vedkommende fylder i din bevidsthed vil det være svært at gøre plads til en ny flamme. En som måske netop kan ende med at blive en lykkelig forelskelse.
Læs også: Sådan kommer du over kærestesorger
Når du er ulykkelig forelsket i en kollega
Har du ikke mulighed for at undgå din udkårne, og på den måde blive en ulykkelig forelskelse kvit, må du finde på andre måder til at tæmme dine følelser.
Først og fremmest er det vigtigt, du siger til dig selv, at tilstanden går over. Måske ikke lige nu, måske ikke om en måned – men hvis du aktivt arbejder på at få en ulykkelig forelskelse til at forsvinde, skal det nok lykkes.
Ligesom det generelle råd om at lægge afstand til din udkårne gælder i andre sammenhænge, er det også et godt råd, når du er ulykkeligt forelsket i en kollega.
Undgå at opsøge vedkommende unødigt, skift plads i kantinen og søg i stedet fællesskabet med andre kollegaer. Undersøg desuden eventuelt om der er mulighed for midlertidigt at blive flyttet til en anden jobfunktion eller afdeling.
Vågner du efter lang tid, hver morgen, med en følelse af at ”jeg er ulykkelig” og er din arbejdsevne og arbejdsglæde påvirket, kan du som en sidste udvej overveje om et jobskifte kunne være løsningen.
Årsagerne til at skifte job kan være mange og er du så påvirket af ulykkelig kærlighed, at du ikke længere trives, er løsningen at søge et andet arbejde absolut en overvejelse værd.
Sådan stopper du en forelskelse
Hvordan holder man op med at være forelsket? Det ville være dejligt, hvis der fandtes en konkret fremgangsmåde, der kunne få alle følelser til at forsvinde som dug for solen.
Heldigvis findes der dog en række ting, du selv kan gøre i et forsøg på at skrue ned for forelskelsen og betagelsen af din udkårne.
Se realistisk på tingene
En ugengældt forelskelse er særligt frustrerende på grund af alle de gode ting, du havde set frem til og alle de personlige kvaliteter hos din udkårne du nu må undvære. Men hånden på hjertet:
Der er ingen der er perfekte og havde I indledt et forhold, ville der stadig have været bump på vejen og kurrer på tråden.
Selvom vedkommende du er forelsket i fremstår som noget ganske særligt og unikt, er der realistisk set også masser af andre potentielle partnere med nøjagtigt de samme egenskaber. At se godt ud, være sød, charmerende og omsorgsfuld er kvaliteter som rigtig mange mennesker besidder.
Du møder derfor med garanti en anden på et tidspunkt, der også kan gøre dig lykkelig.
Få øje på alle ulemperne
Selvom det kan føles som om, at din nuværende situation med ulykkelig forelskelse er en forspildt chance for at blive lykkelig, er det vigtigt du lige trækker vejret og træder et skridt tilbage.
Ham eller hende du er forelsket i kan også have elementer i sit liv, der ville have gjort jeres forhold kompliceret på sigt.
Måske arbejder vedkommende rigtig meget? Det kan også være han eller hun har børn, der ville kunne gøre forholdet udfordrende? Måske ønsker vedkommende slet ikke et fast forhold? Uanset hvad, vil der altid være ulemper, du kan grave frem og bruge som argumenter for, hvorfor det er positivt, at jeres relation aldrig blev til andet end en ulykkelig forelskelse.
Vedkommende er et produkt af dine drømme
Vær bevidst om, at den person du er forelsket i sandsynligvis slet ikke findes. Rent fysisk eksisterer han eller hun naturligvis – men hvor fantastisk vedkommende er, er noget du selv er nået frem til i dine tanker.
Måske har du fantaseret, overfortolket og gættet dig frem til noget nær den perfekte partner. Men: Virkeligheden er ofte en anden. Når du siger farvel til en ulykkelig forelskelse vil det således nærmere være at farvel til dine drømme og planer, mere end et farvel til din udkårne.
Alene det gør det måske en smule nemmere at slippe af med en ugengældt forelskelse og i stedet tage imod en ny, og lykkelig af slagsen, når du igen er klar til at møde kærligheden.