På mange måder er intimitet i parforhold det, der gør relationerne til noget særligt. Nærhed, den fysiske samhørighed og følelsen af at være tæt forbundne, er nemlig rygraden i hele parforholdet. Det er også det, der adskiller det fra den relation, vi har til vores venner eller veninder.
Hvis intimiteten i parforholdet forsvinder, bliver hele det fundament parforholdet er bygget på også skrøbeligt. Måske ikke her og nu, men på sigt vil dynamikken i forholdet ændre sig og den manglende intimitet i værste fald føre til et brud.
Læs også: Sådan får I mere kvalitetstid sammen
Indhold
Hvad er intimitet?
Selve ordet intim er latin og betyder ”inderst”.
Det definerer ganske godt, hvad begrebet intimitet dækker over: En inderlighed og den fortrolighed der helt naturligt er forbundet med at lade et andet menneske få adgang til det inderste.
Der skelnes generelt mellem to typer intimitet – den følelsesmæssige intimitet og den fysiske intimitet.
Begge dele er vigtige. Et forhold uden intimitet kan nemlig føre til ensomhed i parforholdet og er et af de 7 typiske problemer i et parforhold.
Følelsesmæssig intimitet
Fornemmelsen af at kende hinanden indgående og vide, at I hver især værner om og beskytter hinandens følelsesmæssige velbefindende, er en vigtig del af den følelsesmæssige intimitet.
Den opstår gennem dybere samtaler og nærvær. På den måde opnår I en samhørighed som er unik for jer – og ikke deles med andre.
Fysisk intimitet
Det er oplagt at forbinde den fysiske intimitet med sex. Selvom det er en væsentlig del af begrebet, indeholder det dog meget mere. Det er nemlig også intimt med kys, kram, at sidde tæt i sofaen eller holde i hånden.
Den fysiske intimitet er vigtig for at I føler jer fysisk forbundne. Noget der biologisk ligger dybt indkodet i mennesket – og som faktisk sørger for vores overlevelse helt fra spædbarnestadiet, hvor det lille barn uden kropskontakt ikke vil kunne overleve. Den fysiske kontakt er således et ur-behov, der sidder i os alle.
Læs også: Husk de gode oplevelser sammen
Perioder med lille intimitet
Et parforhold går op og ned og i perioder kan der helt naturligt være mindre fysisk intimitet.
Måske er der kommet et lille barn til, der tager en masse tid og energi. Det kan også være en af jer befinder sig i en svær periode i livet og derfor ikke har kræfter eller energi til at investere særlig meget i parforholdet.
Det er helt naturligt.
I perioder som disse kan det være en god idé at koncentrere sig om at skrue op for den del af intimiteten, der trods alt fungerer. Det vil nemlig oftest kun være den ene slags, der er en mangelvare.
Har man ikke så meget fysisk kontakt, kan man således have fokus på den følelsesmæssige intimitet og lade kærligheden og beskyttertrangen dominere – og for en stund sætte forventningerne til det fysiske samvær ned.
Er det omvendt det følelsesmæssige der driller, kan man skrue lidt op for den fysiske kontakt. Kys, kram og sex kan nemlig også skabe en følelsesmæssig samhørighedsfølelse.
Læs også: Hvad skal man gøre, når parforholdet kommet på prøve?
Angst for intimitet
Uanset hvilken slags intimitet i parforholdet der halter, er kunsten dog på sigt at få bragt intimiteten tilbage i parforholdet, når de praktiske forhold igen stabiliserer sig.
Gerne så hurtigt som muligt. En længerevarende periode uden intimitet kan nemlig forplante sig til en decideret angst for intimitet i parforholdet.
Ganske enkelt fordi man kan glemme, hvordan man opnår intimitet – og på sigt også begynder at frygte selve det at være intim, fordi man er bange for at fejle. Det kan yderligere forstærkes af en frygt for et brud, fordi intimiteten halter.
Har man angst for intimitet, er det vigtigt man får talt om det. Både med sin partner, men også gerne en parterapeut, som kan hjælpe med at få intimiteten tilbage i forholdet på en måde, så man føler sig tryg i processen.
Terapien kan både foregå som individuelle samtaler eller som sessioner, hvor I begge deltager.
Et parforhold uden sex
For manges vedkommende hører parforhold og sex uløseligt sammen. Som nævnt i indledningen, er intimitet i parforholdet i form af fysisk kontakt nemlig med til at definere forholdet som et parforhold og ikke blot et venskab.
Det vil derfor også være svært for mange at leve i et parforhold uden sex. Her er det dog vigtigt at bemærke, at der ikke findes nogen facitliste for, hvor ofte eller hvor meget, man bør have sex for at behovet for fysisk intimitet er opfyldt.
Det væsentlige er, at man er enige og har nogenlunde de samme forventninger. På den måde er der ikke nogen, der bliver skuffede.
Nogen har sex hver dag og andre en gang i måneden – og trives fint med dét. Særligt fordi intimitet som nævnt er mere end sex. Er man meget fysisk forbundne på anden vis, man således sagtens have et intimt forhold uden hyppig sex.
Lever man i et parforhold uden sex, og oplever man det som et problem, er det dog vigtigt at forsøge at løse det. Det kan være svært at snakke med sin partner om, fordi det kan virke anklagende og man nemt kommer til at føle, man presser modparten til noget, vedkommende ikke ønsker.
Det er imidlertid en vigtig samtale, hvis I ønsker at bevare forholdet på sigt. Her kan parterapi eller en sexolog også hjælpe jer på vej og give jer en række redskaber til, hvordan I får gnisten tilbage i forholdet på en god og tryg måde.