Kærlighed er et begreb, der dækker over et væld af forskellige følelser. Fra dyb, livsvarig og betingelsesløs hengivenhed – til en mild form for sympati uden den store dybde og varighed. Kærlighed kan få os til at gå i døden, og kærlighed kan få os til at føle, at vi lever.
”Sand kærlighed begynder der, hvor der ikke ventes gengæld”
Antoine de Saint-Exupéry
Indhold
4 former for kærlighed
Allerede de gamle grækere talte om, at der findes fire former for kærlighed:
1. Fysisk kærlighed
Den fysiske kærlighed er tiltrækningen mellem to mennesker, både erotisk og følelsesmæssigt. Det er denne form for kærlighed, de fleste tænker på, når de taler om kærlighed. Fysisk kærlighed er jagten på den eneste ene – det er de stærke lidenskaber og de store følelser.
2. Venskabelig kærlighed
Den venskabelige kærlighed er den anden side af den fysiske kærlighed. Det er respekten, hengivenheden, den stadig større forståelse og stadig tættere kommunikation mellem to mennesker. Den venskabelige kærlighed rummer stor tillid og giver fuld frihed.
3. Betingelsesløs kærlighed
Den betingelsesløse kærlighed er åndelige følelser, der opstår, når man glemmer sine egne behov i forhold til den anden part. Typisk sker dette, når man får børn: Kærligheden til ens børn er uden betingelser. Det kan også ske mellem to mennesker, der har elsket hinanden hele livet.
4. Familiær kærlighed
Den familiære kærlighed er følelsen af tilknytning til en gruppe af mennesker. Det kan være ens familie, men det kan også være kollegerne eller sportsholdet. Den familiære kærlighed omfatter følelsen af tryghed i gruppen og samtidig af et ansvar for ’familien’.
Læs også: Hvad er romantik?
Andre former for kærlighed
Der findes lige så mange former for kærlighed, som der findes mennesker. For vi har hver især vores egne følelser og vores egen måde at vise dem på.
Du er dig, og jeg er mig, og selv om vi siger, vi elsker hinanden, er det ikke fuldkommen sikkert, at vi mener præcis det samme.
Der findes mange andre former for kærlighed end kærligheden mellem to mennesker:
- Næstekærlighed – en uselvisk kærlighed til andre mennesker
- Egocentrisk kærlighed – kærlighed til sig selv
- Abstrakt kærlighed – fx kærlighed til et sprog
- Fædrelandskærlighed – også kaldet patriotisme
- Religiøs kærlighed – en kærlighed til gud og til visse ritualer
- Ekstrem fysisk kærlighed – det kan fx være fetichisme
Læs også: Sådan giver man sin kærlighedserklæring
Du kan måske endda komme i tanker om mange andre former for kærlighed…? Men den vigtigste pointe her er også bare, at kærlighed er mange, mange forskellige ting. Der findes ikke én sand form for kærlighed, for kærligheden varierer fra menneske til menneske.
Samtidig kan ét menneske sagtens rumme flere forskellige former for kærlighed. Du kan være fuldkommen rundt på gulvet af forelskelse – og samtidig nære en dyb hengivenhed for din mor og far og søskende – og samtidig blive jublende lykkelig, når en dansk idrætsudøver vinder en vigtig kamp. Alt sammen er udtryk for ægte kærlighed.
Her er, hvad et af verdens klogeste mennesker siger om kærlighed:
”Kærlighed og medfølelse er nødvendige, ikke blot en luksus. Uden dem kan menneskeheden ikke overleve”
Dalai Lama